
Ansvarligt indkøb
Ticket to Heaven får produceret tøj i Asien, primært i Kina. Vi har omkring 20 gode leverandører. Flere af dem har vi samarbejdet med i mange år. Det giver et godt udgangspunkt for at arbejde med CSR i leverandørkæden.
Vi har oplevet mange forbedringer i arbejdsforhold hos vores leverandører igennem de sidste år, men der er stadig en del udfordringer og dilemmaer. Derfor har vi i 2011 styrket denne indsats ved at udarbejde retningslinjer og mål.
Ticket to Heaven vil løbende arbejde på at sikre socialt ansvarlige forhold på de fabrikker, der producerer vores tøj og metervarer. Læs om vores konkrete mål på området her (pdf).
Fotos fra et af vores produktionssteder i Kina
Hvordan arbejder Ticket to Heaven med indkøb?
Vores ramme for denne indsats er BSCI (Business Social Compliance Initiative). BSCI er en non-profit organisation, der har etableret en ”code of conduct” (et sæt regler for ansvarlig drift af produktionssteder) foruden en række værktøjer og en fælles platform til ansvarlig leverandørstyring. Læs mere om BSCI-arbejdet på deres egen hjemmeside.

BSCI’ code of conduct indeholder primært paragraffer om arbejdstagerrettigheder og på nuværende tidspunkt ganske lidt om miljø og anti-korruption.
Læs hele BSCIs code of conduct samt en introduktion om BSCI-processen udarbejdet af Ticket to Heaven her (pdf, på engelsk).
Hvad går BSCI-arbejdet ud på?
For leverandøren består en BSCI-proces i korte træk af følgende hovedelementer:
- Kapacitetsopbygning gennem dialog og lokale workshops
- Selvevaluering i forhold til code of conduct
- Tredjeparts auditering, dvs. en evaluering af fabrikken i forhold til kravene i code of conduct
- Planlægning af forbedringer, hvis leverandør ikke består auditering
- Re-audit, dvs. genevaluering af fabrikken
Hvor langt er vi nået i 2011?
- 45 % af vores produkter produceret på fabrikker, som er BSCI-godkendte
- Fire leverandører er gået i gang med BSCI-processen, bl.a. ved at deltage i BSCI-workshops
Har vi dialog med leverandørerne om CSR?
Ja, bestemt. Ticket to Heaven lægger stor vægt på at have en konstruktiv dialog med vores leverandører om det sunde og fordelagtige i at integrere disse principper i måden at drive fabrikken på – det forbedrer bl.a. arbejdsforhold og skaber loyale medarbejdere. Vi kan ikke garantere, at der ikke sker brud på code of conduct, men vi er fokuserede på at gøre en forskel.



